Et midlertidigt hjem

Et midlertidigt hjem med plads til hele familien. Den fysiske ramme og tilbuddet i de nære omgivelser danner rammen for en tryg base tæt på familierne. Her kan hverdagens rutiner og familielivet på hospitalet opretholdes og give en oplevelse af kontrol og normalitet.

MARYS skal være et godt midlertidigt hjem for indlagte. Rutiner og hverdagsstunder er omdrejningspunkt for både det fysiske rum, understøttende services og tilbud. Livet under indlæggelsen skal hænge sammen med livet hjemme, så overgange opleves gnidningsfrie og sømløse.

Baggrund

”For korttidsindlagte kan hverdagens behov tilsidesættes for en periode. For kroniske patienter kan bedre tilbud og muligheden for at "leve" indenfor hospitalsmurene være dét der gør, at man holder hovedet ovenvande...”

Far til 4 årig

Et godt midlertidigt hjem, for familierne på hospitalet, er afgørende for at komme godt hjem til livet igen.

Igen plads til livet

Ønsket om at opretholde hverdagen med familieliv, privatliv og rutiner og at personliggøre sine omgivelser, er umuligt inden for de eksisterende rammer på Rigshospitalet; med flersengsstuer, manglende plads til pårørende og begrænsede handlemuligheder.

Research og afprøvning

Kvalitative brugerundersøgelser*, viser tydeligt familiernes utilfredshed med rammerne i dag.

Flere test i MARYS Testhus og på det eksisterende Rigshospital, har løbende kvalificeret designet af det midlertidige hjem. Igennem test af sengestuens rumlige og legende tilbud på en sengestue til familier, der oplever tab under graviditet, blev flere hypoteser omkring rummets design bekræftet og positive afledte effekter opdaget. I de nye rammer oplevede familierne en hjemlig stemning, de fik flere besøg og oplevede derudover øgede muligheder for at gøre ting selv.

* ReD Associates brugerundersøgelse fra 2014  - BØRNERIGET Brugeroplevelsen på verdens bedste hospital for børn og familier  

Potentiale

Tests indikerer, at der er endnu flere afledte gevinster af det nye rumlige design, end oprindeligt antaget. Familierne oplever, at der er tænkt på deres behov, og de føler sig værdigt omfavnet. Det betyder meget for personalet at kunne tilbyde hjemlige rammer til de hårdt ramte familier. Personalet oplevede en øget tilfredshed i deres arbejde.

Ambition

Overordnet ambition

På MARYS vil vi skabe de bedste rammer til at understøtte familiernes hverdagsliv, så det stadig hænger sammen under indlæggelse. Vi vil give familierne mulighed for at tage kontrol over små handlinger i hverdagen og gøre det til sit eget, så de bevarer en høj grad af normalitet.

Gevinster som konceptet er med til at fremme

  • Et hjemligt design der giver mentalog fysisk plads til familie- og hverdagsliv.
  • Patient og familie oplever en følelse af kontrol og aktiv deltagelse og medbestemmelse.
  • Personalet faciliterer og understøtter hverdags- og behandlingsmæssige oplevelser der stimulerer tryghed, engagement, motivation, mestring og handlekraft hos patient og familie.
  • Flere positive familie- og hverdagsoplevelser under indlæggelse.
  • Forældre kan opretholde en arbejdsindsats.

Designspørgsmål

1

Hvordan kan vi skabe en tryg og hjemlig base, så familierne kan opretholde hverdagens rutiner og familielivet på hospitalet?

2

Hvordan kan vi sikre handlekraft hos familierne og give dem mulighed for at tage kontrol over handlinger i hverdagen?

3

Hvordan kan vi understøtte familiens relationer og muliggøre mødet med andre familier, som er indlagte på MARYS?

Koncepter

Værelset

Værelset er familiens base, når de er indlagt. Den hjemlige stemning understøttes ved farve- og lyssætning samt indretning med materialer som træ og tekstiler. Der er plads til, at familierne selv kan indtage rummet, og de multifunktionelle løsninger giver mulighed for at fastholde rutiner, som at sove og spise sammen.

Primære aldersgrupper
0–2 år
3–5 år
6–11 år
12–18 år
18+ år
Primære brugergrupper
Patienter
Pårørende
Besøgende
Beboere
Overnattende
Personale
STØT KONCEPTET

Vil du også være med og støtte dette koncept? Læs mere her

Problemet konceptet løser

I dag bruger indlagte familier næsten al deres tid på sengestuen. Forventningen er, at tid brugt på stuen, kun vil stige i fremtiden, fordi kun de allermest syge vil være indlagt - i takt med, at flere behandles hjemme. Pladsmangel på sengestuer og flersengsstuer er nogle af de udfordringer, som familierne oplever på Rigshospitalet i dag. Sengestuerne imødekommer ikke deres behov for at have plads til familien og for at kunne opretholde hverdagen.

1057

Patienter i alderen 0-17 år er indlagt i en uge eller derover på Rigshospitalet om året. Dette antal forventes at stige med årene.

Vi ønsker os enestuer til børn, med plads og mulighed for hyggeligt samvær. Indrettet så man kan "holde ud" at leve indenfor de 4 vægge i længere perioder.

Far til pige 4 år

Man bliver simpelthen så dvask af at være her, vi sidder bare her på stuen og glor.

Mor til pige 2 år

Hvad er løsningen?

For de indlagte familier, skal værelset danne ramme om nogle af livets vigtigste øjeblikke, såvel som familiens hverdagsliv. Og samtidig skal rummet være en velfungerende arbejdsplads for personalet.

På MARYS kommer der 179 en-familie-værelser på ca. 27 m2, med eget toilet og bad. Vi har valgt at kalde dem værelser i stedet for sengestuer eller patientstuer, for at understege oplevelsen af at rummet er familiens domæne og midlertidige hjem. En stemning, vi også forsøger at skabe med hyggelige farver og varme materialer som træ og tekstiler.

Værelserne er indrettet med en tydelig zoneinddeling, som indikerer en familie- og en personalezone. Det er med til at gøre det klart, hvad man som familie såvel som personale kan, må og skal, på værelset.

I familiezonen er der forskellige multifunktionelle løsninger, der gør det muligt at fortsætte hverdagslivet, f.eks. en pårørendeseng til at sove sammen, et bord til lektier, spil, arbejde eller et familiemåltid.

Klare zoner​

Zoneinddelingsprincippet fremmer brugen af værelset ved at differentiere med forskellige vægfarver: hvid for personalet og hjemlige farver for familien. Dette blev afprøvet på Rigshospitalets fødeafdeling, hvor alt udstyr blev placeret i personalezonen.

Testresultater viser, at denne opdeling forbedrede både personalets og familiernes oplevelse. Personalet fik ro til at arbejde i deres zone, mens familierne fik større handlemuligheder og følte sig mere hjemme. Zonerne gav også familierne klare retningslinjer for anvendelsen af rummet.

Personalezonen​

I denne zone skal der være plads til, at personalet kan udføre deres arbejde med patienten på værelset. Det skal være muligt for personalet at opbevare det nødvendige udstyr på værelset, og det skal desuden være nemt at lokalisere.

Derfor er alt udstyr samlet i personalezonen. Her er et rullebord med remedier til diverse procedurer, udtag og kulisseskinner til monitorer og teknisk udstyr, samt en skammel til personalet. En whiteboardtavle med magnet piktogrammer, skal hjælpe personalet med at videregive beskeder og forklare procedurer og planer visuelt for patient og pårørende.

Materialevalget skaber en hjemlig stemning


Hjemligheden understøttes af behagelige og hjemlige farver, materialer som træ og tekstiler og grønne planter samt behageligt lys. Familierne kan flytte rundt, dæmpe lyset, trække gardiner for og indrette og påvirke rummet efter behov.

Som led i at skabe en hjemlig stemning stræber vi efter at udfordre grænserne for materialer og tekstiler i tæt samarbejde med producenterne – uden at gå på kompromis med hygiejne og bæredygtighed.

Overnatning for hele familien

En udtrækkelig seng på 120 cm til pårørende skaber en hjemlig soveplads, der kan rumme flere familiemedlemmer.

Dette giver mulighed for fælles aktiviteter som filmaftener eller at begge forældre kan overnatte hos deres barn. Patientsengen kan justeres til samme højde og bringes tæt på pårørendesengen.

Hvis patienten er alvorligt syg, er der plads til en ekstra seng til en forælder, mens pårørendesengen kan benyttes af øvrige familiemedlemmer.

Plads til hverdagen med fleksible løsninger

Klapbordet fungerer som forældrenes arbejdsstation, spillested for brætspil og hyggelig spiseplads for hele familien - en savnet hverdagsrutine under indlæggelsen. Bordet kan pakkes helt væk, når der skal være plads på gulvet til leg eller reddes op i pårørendesengen til natten.

Der er plads til opbevaring af familiernes ting og sager. Og et køleskab til ynglings juicen eller modermælken.

Rammer til leg

Man får lyst til at udforske skabe og skuffer, hvor der gemmer sig små billedfortællinger eller legetøj. Det rummelige værelse har plads til leg for både patienten, søskende og gæster.

Muligheden for at spise og lege uden for sengen motiverer til fysisk mobilisering og afveksling. Rummet er fleksibelt, så familierne kan flytte ind i det og indrette det efter deres behov.

Legekasser



Elgcyklen giver mulighed for, at patienten eller søskende kan tage en tur på en scooter, som trækkes ud.
Fra Tingbiblioteket, i en nærtliggende fingerspids, kan man hente ekstra grej, som kan påsættes.

I fysioterapikassen finder du forskellige ting, som kan bruges til aktiviteter, både i behandlingssammenhæng, men også i fritiden.På værelset finder man et skuffemodul, der indeholder flere elementer, som kan tages ud og leges med.

Tingbiblioteket

En af Fingerspidserne er indrettet som et tingbibliotek. Herfra kan familierne hente alt fra udsmykning til legetøj og brætspil til deres værelse. På den måde vil der altid være underholdning tilgængeligt, også selvom du kommer akut ind uden en pakket taske hjemmefra.

Legetøj og brætspil kan hentes og udfoldes på klap-ned bordet eller i sengen.

Gør værelset
til dit eget

En væg fyldt med huller giver familierne mulighed for at sætte deres præg på værelset og personliggøre det. Man kan udsmykke med ting, man enten har med hjemmefra eller med ting, man låner i MARYS Tingbibliotek. På den måde oplever familierne et ejerskab og en frihed til selv at påvirke værelset.

I vindueskarmen finder man et par pyntekroge, som giver familierne mulighed for at hænge flag, lyskæder eller en snor med fotos som dekoration af sengestuen. Man kan også låne vimpler, julepynt mv. i tingbiblioteket.

Niche – En ”forhave” til stuen

Ved hvert værelse langs gangen er der nicher, som fungerer som familieforhaver med indkig til stuen for visuel patientkontakt. Her kan forældre ringe uforstyrret eller tage en pause.

Nichernes små indhak i arkitekturen bryder med de lange gange og fremmer social interaktion med andre indlagte familier. Det er her, ens veje naturligt krydses. På værelset kan man lukke lugen for at afgrænse synsfeltet. Ved lukning af lugen vises en ræv i gangvinduet, der illustrerer handlingens konsekvens.

Fællesstuen

Et samlende rum på afsnittet skal være familiernes fælles stue. Her er der plads til at være social med andre familier, lege, læse bøger, være kreativ med pædagogen eller bare hænge ud. Samtidig er der mulighed for at bruge stuen til særlige begivenheder og besøg hjemmefra.

Primære aldersgrupper
0–2 år
3–5 år
6–11 år
12–18 år
18+ år
Primære brugergrupper
Patienter
Pårørende
Besøgende
Beboere
Overnattende
STØT KONCEPTET

Vil du også være med og støtte dette koncept? Læs mere her

Problemet konceptet løser

Familierne oplever, at det er svært at være familie på Rigshospitalet i dag. Der mangler steder, hvor man kan opholde sig og lave noget sammen som familie og samtidig møde andre indlagte familier. Det betyder at især søskende føler sig til besvær. Der mangler i dag rammer til at kunne invitere gæster ind på hospitalet.

Man kan ikke opretholde noget, der minder om et familieliv. Der er ikke rammerne til det.

Mor til pige 7 år ​

Jeg savner en lounge med plads til leg, hygge, facilitering af netværk med andre familier. Et sted, der er naturligt at opholde sig, når ens barn bliver opereret. Et læsehjørne med bøger, et bordtennisbord, et hjørne med Wii, pædagogen holder til her med alle sine perler og pensler mv. En god kaffemaskine og en fyldt frugtkurv.

Mor til pige 4 år ​

Hvad er løsningen?

Fællesstuerne er placeret på hvert sengeafsnit. Her kan du finde sofagrupper, der indbyder til familiehygge. Rummene er hjemlige og er et afbræk fra værelserne for de indlagte og deres familier.

Fællesrummene er fleksible og kan rumme diverse aktiviteter fra kreaværksted, legestue til fælles MGP visning på storskærm. Pædagogerne kan bruge fællesstuen til at facilitere aktiviteter. For de patienter, der har brug for skærmede rammer at lege i, er fællesstuen oplagt.

Her er der plads til sociale sammenkomster og til private rum med gæster, eksempelvis i forbindelse med delmål i behandling og også i tilfælde af afsked.

Fællesstuen kan bookes og som en service tilbydes forskellige ordninger i rummet, så man i en tid uden overskud kan klare at afholde mindre arrangementer fx fødselsdage.

En fælles stue​

Fællesstuen skal være en samlende dagligstue for alle familierne på afdelingen. Rummet skal være selvfaciliterende som udgangspunkt, men det er også i fællesstuen, at pædagogerne eller andet personale vil kunne arrangere aktiviteter.

En hjemlig stemning skal gennemsyre fællesstuen

Familierne skal få følelsen af, at alle er velkomne. Langbordet i midten indbyder til fælles interaktion og aktiviteter. ​

"Vaskerummet er et af vores bedste rum. Det er her familierne kommer til at tale sammen"

Medarbejder, Ronald McDonald Huset

Bryggerset

Et bryggers på hvert sengeafsnit på Mary Elizabeths Hospital skal være med til at give patienterne og pårørende handlekraft og ejerskab i dagligdagen. Her kan de vaske deres eget tøj og finde praktiske remedier til dagligdagen.

Vaskemaskine med tøj
Primære aldersgrupper
0–2 år
3–5 år
6–11 år
12–18 år
18+ år
Primære brugergrupper
Patienter
Pårørende
Besøgende
Beboere
Overnattende
Personale
Stamgæster
Gennemrejsende
STØT KONCEPTET

Vil du også være med og støtte dette koncept? Læs mere her

Problemet konceptet løser

Når man er indlagt i længere tid eller bliver indlagt akut har man brug for at kunne vaske sit tøj eller få fat i de fornødenheder, man ikke har fået med hjemmefra. Familier indlagt på Rigshospitalet i dag oplever forskellige faciliteter afhængig af, hvilken afdeling de er indlagt på.

Jeg savner en vaskemaskine og​tørretumbler. Hvem har undertøj til 16 dage? Jeg har været nødt til at vaske tøj i hånden og prøve at finde steder at hænge det op.

Mor til pige 2 år

Vaskerummet er et af vores bedste rum. Det er her familierne kommer til at tale sammen.

Personale i Ronald McDonald huset

Hvad er løsningen?

Langtidsindlagte familier på MARYS skal have et bryggers, som vi kender det fra eget hjem. Derudover kan alle familier finde et udvidet kosteskab med remedier på sengeafsnittet.​

I familiernes bryggers kan de vaske deres tøj, og i kosteskabet kan de finde klude, kontorartikler, balloner og ekstra tandbørster mm. Det er familiernes lager, hvor dem der er blevet indlagt akut kan hente det, de ikke har nået at få med hjemmefra.

Bryggerset og kosteskabet skal give patienter og pårørende handlekraft og ejerskab i dagligdagen og give mulighed for at tage kontrol over "eget hjem" ved f.eks. at kunne gøre rent, skifte sengetøj og pynte op til gæster – uden at være afhængige af sundhedspersonalet.

Bevar hverdagens rutiner​

I bryggerset er der to sæt med vaskemaskine og tørretumbler placeret oppe i arbejdshøjde.​​En vaskepose til privat tøj findes på hvert badeværelse på værelserne, så tilbuddet omkring at vaske sit tøj bliver synligt og tilgængeligt for patienter og pårørende.

Et lager til hverdagen

Eksempler på, hvad familierne kan finde i skabet:

- Affaldsposer
- Hygiejneback-up: Bind, tamponer..
- Bleer
- Tandbørste, Tandpasta
- Ørepropper
- Vådservietter
- Fnugrulle
- Sykasse m. nål og tråd
- Kontorartikler: tape, papirblokke, penne osv.

Rulleriget

På MARYS skal adspredelse, udviklende oplevelser og tilbud være tilgængeligt for alle, også for dem som ikke kan komme ud af værelset. Derfor tilbyder MARYS et rullende koncept, der gør det muligt at få en satellit af oplevelserne rundt omkring i huset og ind på stuen til de sengeliggende eller isolerede patienter

Primære aldersgrupper
0–2 år
3–5 år
6–11 år
12–18 år
18+ år
Primære brugergrupper
Patienter
Pårørende
Besøgende
Beboere
Overnattende
Personale
STØT KONCEPTET

Vil du også være med og støtte dette koncept? Læs mere her

Problemet konceptet løser

Nogle patienter kan ikke komme ud fra deres stuer og opleve de mange tilbud der er, rundt omkring i huset, fordi de eks. er sengeliggende eller isolerede. Derfor bliver de hurtigt afskåret fra den fulde MARYS oplevelse.

1671

Patienter i alderen 0-17 år er isolerede på en sengestue på Rigshospitalet om året.

Mine store piger skal også have nogle positive oplevelser på Riget, ellers går det hele op i sorg og indlæggelser.

Mor til 4-årig

Børn skal kunne lege og have det sjovt,det er det vigtigste for deres helingsproces. Jo gladere de og deresforældre er, jo hurtigere bliver de raske og jo hurtigere bliver deudskrevet

Far til 6-årig

Hvad er løsningen?

Med Rulleriget sikrer vi, at alle MARYS tilbud som minimum bliver tilbudt i en lille appetizer version, der bliver bragt ind på værelserne. Dermed kan patienter, som ikke kan forlade deres stue få en forsmag på aktiviteter, de måske senere kan opsøge i fuld skala.

For hver aktivitet, vi tilbyder rundt omkring i vinterhaverne i MARYS vil der være en mobil version i form af en vogn, der kan bringe oplevelsen ud til patienten. Vognen kan rumme alt fra leg og kreative aktiviteter til selvpleje og det du ikke lige vidste, at du manglede.

Vognene er designet tematisk efter den oplevelse, der tilbydes. Gymnastikvognen bor i gymnastiksalen, men kan køres ud til de sengeliggende patienter med bolde, træningsudstyr og sjove spil, som man kan bruge på sit værelse. Wellness vognen hører til i Svangre Beach Club. Her bringes lækre skønhedsprodukter, massagepuder og andet velvære ud til de gravide, der er sengebundne.

Der ligger et stort potentiale i at indgå partnerskaber med organisationer, der kan bistå med at fylde indhold på vognene og i nogle tilfælde også kan bidrage med gæstebesøg på vognen.

Oplevelserne kommer til patienten

På MARYS bringer vogne oplevelser til de mest trængende patienter, som eksperter kommer til dem for behandling. Personalet vurderer dagligt hvem, der vil drage fordel af et vognbesøg. Især i eftermiddag-, aften- og weekendtimer, hvor hospitalet kan være stille og kedeligt, og patienterne mindre fokuseret på behandling, kører vognene ud.


Hver vogn repræsenterer en af oplevelserne fingerspidserne på MARYS. Vognene designes så de passer naturligt ind i fingerspidsernes design. Det er også her vognen fyldes op og kører ud fra.

Vogngalleri på stuen

Vogngalleriet hænger på værelset. Det er en boks eller væg med dørskilte, der repræsenterer hver vogn. På den ene side af dørskiltet er der en kort beskrivelse af vognen, på den anden navn og tidsrum for vognen.

Dørskiltet kan familierne bruge til aktivt at vælge en vogn til ved at hænge den på dørhåndtaget og dermed signalere til vognchaufføren at de gerne vil have besøg.

Følg med i hvad der sker i afdelingen.

Når du ankommer til en afdeling er det første du ser afdelingens opslagstavle. Hér kan du finde information, bytte bøger eller magasiner med dine naboer, lære personalet lidt at kende og holde dig orienteret om hvad der er på menuen og hvad der sker på MARYS.

Hver afdeling har behov for at gøre omgivelserne til sine egne og det vil vi gerne gøre nemt for både personale, patienter og pårørende. Det er op til afdelingen selv at bestemme hvordan, men vi forestiller os en skøn blanding af kunst, børnetegninger, polaroid fotos, søde hilsner og autografer fra fodbold landsholdet.

”Eftermiddagstimerne er kedelige og der er mange af aktiviteterne lukkede. 9-16-logik dominerer det hele. Formiddagstimerne er ofte optaget af stuegang osv.”

Mor til pige (beboer) 7 år

Læs om andre koncepter

Du har nu læst ét af koncepterne. Find de andre nedenfor.

Oplev koncepterne fra brugernes perspektiv

Mød nogle af MARYS brugere, forstå deres situation og se, hvordan de otte koncepter påvirker netop deres hospitalsoplevelse.

Noahs familie
Noah

12 år

Jeg er meget nervøs for operationen, særligt at Noah skal lægges i fuld narkose. Så skræmmende!

- Mor

Se rejsen
Emma

34 år

Det er svært at vide, hvordan jeg støtter Emma bedst gennem graviditet og fødsel.

- Louisa, partner

Se rejsen
clara persona
Clara

15 år

Bruger meget tid på min sygdom, mens mine venner har mere tid til hinanden og deres fritidsinteresser.

- Clara

Se rejsen
Martin persona
Martin

26 år

Vi har ikke haft meget om leg på mit studie, så det virker spændende, at skulle arbejde på den her måde.

- Martin

Se rejsen
Yasin persona
Yasin

3 år

Jeg savner min mor rigtig meget, når Yasin er indlagt.

- Muna, søster

Se rejsen

Vil du være med til at skabe et hospital i verdensklasse?

Støt MARYS